Ungdomsperioden er den tid, hvor man for alvor sætter gang i identitetsdannelsen. Man frigør sig fra forældrene, opnår kognitive evner til at reflektere over sig selv og stiller grundlæggende spørgsmål til hvem man er, og hvem man gerne vil være.
Ungdommen er en periode til identitetssøgen, og især i det senmoderne samfund, hvor unge mere end nogensinde er overladt til at skulle forme deres eget liv. De sociale rammer har også endnu mere indflydelse på identitetsdannelsen end tidligere, hvilket også lægger et pres på de unge, i form af at skulle leve op til deres egne og andres forventinger.
En vigtig del af identiteten er kønsidentiteten, og netop den kommer i centrum i ungdomstiden. Unge forsøger at leve op til tidens kønsroller og kønsidealer. Især kønsidealer kan skabe mindreværdsfølelse og usikkerhed hos unge.
De forandringer der sker med kroppen i ungdommen, kan også ryste den unges overensstemmelse med sin krop. De store variationer i den måde puberteten gennemløbes på, fører også ofte til sammenligninger med andre og kan gøre de unge usikre på, hvordan andre opfatter dem.
Vores generation bliver blandt andet kaldt zappegenerationen. Det kan skyldes, at mange mener, at vores generation er et produkt af den fri opdragelse. At vi er forvirrede, fordi vi aldrig har oplevet faste rammer. For os drejer det sig først og fremmest om at forholde sig til sine muligheder. Og ingen generation har haft som mange muligheder som vores. På en måde er vi en fri generation, vi har alle muligheder i verdenen. Omvendt er der så mange forventninger, vi skal leve op til, hvilket kan gøre at vi føler os tvunget til at gøre visse ting.
Ifølge psykoanalytiker og udviklingspsykolog Erik H. Erikson er vores identitet i konstant udvikling og foregår hele livet igennem. Erikson mener, at ungdomstiden kan resultere i identitetsforvirring, hvis den unge ikke kan forbinde sin identitet fra barndommen, til de nye roller den unge får tilbudt i ungdomstiden.
Erikson mener også at identitetsdannelsen er en proces, der forener individet med det sociale. Erikson skelner mellem jegidentitet og social identitet.
- Jegidentitet kan man kalde identitetens inderside. Den handler om at være i overensstemmelse med sig selv og sin krop og føle at man ikke forandrer sig som person, på trods af de forandringer der sker, både med ens omgivelser og ens krop. Det er en slags biografisk identitet, som sikrer os en sammenhæng gennem de omskiftelser og forandringer der sker med os i løbet af livet.
- Social identitet er identitetens yderside. Det handler om at være i overensstemmelse med andre, at tilhøre forskellige grupper eller at have roller, som man identificerer sig med og får sin sociale identitet igennem.
Identitet er således både noget individuelt og noget socialt, men de to sider af identiteten kan ikke adskilles.
Erikson har lavet en model for individets udvikling, som han kalder for en psyko-social udviklingsmodel. Erikson bygger videre på den psykoanalystiske tradition, men med begrebet psyko-social ønsker Erikson at lægge mere vægt på den sociale del i stedet for den biologiske del i identitetsdannelsen, i modsætning til Freud, som opfandt den psyko-seksuelle udviklingsmodel. I den pysko-seksuelle udviklingsmodel, har Freud lagt mere fokus på det biologiske i identitetsdannelsen. Det vil sige at Erikson i princippet bare har lavet en nyfortolkning af Freuds udviklingsmodel, han har altså bygget videre på Freuds model og hans teori tager stadig udgangspunkt i den psyko-seksuelle udviklingsmodel.
Samfundet har rigtig stor indflydelse på, hvordan vi udvikler os som mennesker. Især i ungdommen kan det være svært at tilpasse sig sin egen krop og samfundets forventninger, fordi der sker så mange forandringer med både kroppen, ens omgivelser og ens personlighed. Det er i ungdommen, man for alvor begynder, at skulle danne sin egen identitet, altså blive sin egen person.
