fredag den 7. marts 2014

Spørgeskema

Vi har foretaget en online undersøgelse. Vi går ud fra at gennemsnitsalderen af dem, som har svaret, ligger på omkring de 13 – 17 år. Denne undersøgelse viser bl.a. at over halvdelen af dem, som har besvaret, ikke er tilfredse med deres kroppe. Hele 62 % bliver påvirket af de sociale medier m.h.t. deres kroppe. Vi blev overraskede over at kun 37 % af personerne, som besvarede, redigerer deres billeder, inden de lægger dem ud på nettet. Næsten ¾ tror ikke på at de sociale medier viser et realistisk billede af en sund krop. ¾ mener at de ville være lykkeligere, hvis de havde en flottere krop.



Vi har fundet en foruroligende artikel, som viser hvor meget indflydelse kropsidealerne har på samfundet. University of Central Florida har lavet en undersøgelse om udseendet blandt 120 piger fra 3 til 6 års alderen. Hver tredje pige svarer at hun næsten hele tiden er bekymret over sin vægt, mens hver femte siger at hun ofte er bekymret over det. Dette kan resultere i spiseforstyrrelser senere i livet. Samtidig kan det ske, at de bevidst fravælger venner, som er overvægtige.
Selvom de sociale medier har stor skyld, er det ikke udelukkende deres skyld. Børn helt ned til børnehavealderen lytter til de voksnes snak om vægt og udseende. Hvis deres mødre synes det er pænt at være tynd og slank, tænker børnene at de også vil være det. I høj grad er det for at opnå deres mødres anerkendelse og for at få deres opmærksomhed. Det betyder meget for dem at deres forældre synes de er smukke.

Løsningsforslag: Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Karen Wistof, mener det stigende problem, kan stoppes ved hjælp af lege og samtaler. Børn skal lære at acceptere at alle ser forskellige ud, og derved forebygge potentielle spiseforstyrrelser. Ved at alle er anerkendt og accepteret, er der ingen, som ikke passer ind.

Vores undersøgelse stemmer meget godt overens med, hvad vi havde regnet med. Hele samfundet er blevet mere opmærksomme på hinanden, og vores identitet bliver påvirket af de sociale medier. De sociale medier har efterhånden fået så meget magt, at vi føler, vi skal passe ind i det billede, de fremviser. Mediernes måde at fremvise kroppe på, har en stor indflydelse på os, men heldigvis er der mange, som ikke tror at medierne viser et realistisk billede.